Et normalt signal som vi får fra TV, video og DVD hedder interlace. Det er opbygget af to delbilleder, ( også kaldt halvbilleder ), som hver opdateres 25 gange pr. sek. ( 50 billeder total pr. sek ), og hver delbillede består af hveranden linje på skærmen.
Ved progressive scan tegnes disse to delbilleder på en gang, og bliver til et helt billede, som også opdateres 25 gange pr. sek. Men for at et progressive signal også leverer samme antal total billeder pr. sek. ( 50 ) gentages disse helbilleder, og bliver altså gengivet i alt to gange.
Stort set alle apparater som vi kender, arbejder med og er udviklet til interlace signaler. Men digitale projektore som LCD og DLP, er udviklet til progressive scan, da disse typer gengiver et helt billede adgangen.
Men for at disse digitale projektorer kan gøre brug af et interlace signal, skal det konverteres til et progressive scan signal. Denne konvertering kaldes enten for de-interlace, re-interleaving eller line-doublerring. Dette sker i et avanceret kredsløb, som kan side i DVD-afspillere, projektorer, eller i en separat konverter/linedoubler. Elektronikken i dette kredsløb og udviklingen bag det, er yderst afgørende for resultatet af billedkvaliteten.
Som tidligere nævnt, bliver hvert billede gentaget to gange ved et progressive scan signal. Men faktisk bliver der i dette avanceret kredsløb, digitalt beregnet et nyt sæt billeder, udfra de 25 helbilleder i det oprindelige interlace signal. Så progressive scan signalet kommer til at bestå af 25 originale billeder, plus 25 digitale fremskabte billeder. Og det endelige progressive scan signal, er summen af disse to sæt billeder.
Som sagt er det af stor betydning hvordan denne konvertering sker, og der vil afgjort være meget forskel på billedkvaliteten fra kredsløb til kredsløb, altså mellem de forskellige DVD-afspiller, linedoubler og projektorer.
Under min test af Interlace og progressive scan signaler, kunne jeg tydeligt se forskel ……. men kun når jeg frøs ( pause ) billedet. Under levende billeder skulle jeg se meget godt efter, før jeg kunne se forskel. Det er et udslag af, at de to kredsløb som henholdsvis sidder i min DVD-afspiller og projektor, er af næsten samme kvalitet. Hvis jeg prøvede at sætte en meget billig DVD-afspiller med progressiv scan til min projektor, ville forskellen nok være meget større, og omvendt.
Det er efter min bedste overbevisning, ikke et most med en DVD-afspiller med progressive scan. For det første er det ikke sikkert at linedoubler kredsløbet i DVD´en er noget værd, og måske sidder der en god linedoubler i selve projektoren. For det andet kan man altid supplere sit setup med en separat linedoubler.
Billedet øverst er Interlace, nederst Progressive scan.
Et Interlace PAL ( Phase Alternating Line ) signal er opbygget af 625 linier ( hvoraf 575 er synlige ), og for at det af øjet opfattes som et billede, skal det vise 25 gange pr. sek. Dvs. at der tegnes 1 billede for hver 1/25 sek. eller sagt på en anden måde – 25 billeder på et sek. Hvert billede kaldes for et helbillede. Antallet af linier pr. sek. er således 625 x 25 = 15625 ( Liniefrekvens 15.625 KHz ).
En billede frekvens på 25 Hz virker godt nok som et helt billede, men det flimmer en del. Derfor deles de 25 helbilleder op i 50 delbilleder, og herved fordobles billedefrekvensen fra 25 til 50 Hz. Hvert delbillede tegner hver anden linie ad gangen, så første delbillede tegner linie 1 3 5 7 osv., og anden delbillede tegner 2 4 6 8 osv. De to delbilleder bliver begge vist på 1/25 sek. og dermed til et helbillede.
Da der nu vises 25 helbilleder pr. sek., og hvert helbillede består af 2 delbilleder, bliver delbilledefrekvensen eller blot billedefrekvensen 50 Hz.
Denne metode kaldes altså for Interlace.
NTSC.
Et Interlace NTSC ( National Television System Committee ) signalet er opbygget af 525 linier ( hvor af 480 er synlige), og med en billedefrekvens ( delbillede frekvens ) på 60 Hz. Derved en liniefrekvens på 525 x 30 = 15750.
En anden forskel på NTSC og PAL ( PAL er en videre udvikling af NTSC systemet ), er at man har rettet den kedelige egenskab NTSC systemet har. Nemlig den at NTSC systemets farvebalancen ikke er konstant, så f.eks. når hudfarven skal gengives, kan denne skifte kulør. Her af øgenavnet Never The Same Color.
Det man har gjort ved PAL systemet, er at man faseforskyder hveranden linie henholdsvis 90 og 270 grader, i en såkaldt PAL-omskifter. Derved konvertere man en fasefejl, til en ampityde fejl, således at farvebalancen ikke ændres men derimod lysstyrken, og dette opfattes ikke så nemt.
100 Hz.
Ved 100 Hz TV hæves billedefrekvensen fra 50 Hz til 100 Hz for at gøre billedet mere roligt. Her gøres der brug af næsten samme teknik, som delingen af helbilleder til delbilleder. Via et specielt digitalt kredsløb gemmes det aktuelle delbillede i en hukommelse, og dette gemte delbillede gentages straks efter det originale.
Altså vises hver enkelt delbillede to gange, så billedet kommer til at bestå af 2 x 50 delbilleder, istedet for 2 x 25 delbilleder.
Se flere test billeder af Progressive scan vs. Interlace, ved at klikke på billederne.
PAL.
Progressive scan vs. Interlace
Her kan du se nogle screenshots, som viser forskellen mellem et Progressive scan signal, og et Interlace signal.